Storbyferie i London

Har man sagt storbyferie, har man næsten også sagt London, og det er ikke kun, fordi du som regel altid kan finde billige flybilletter. Det er også, fordi briternes hovedstad byder på nogle af verdens mest berømte attraktioner.
Tower of London har siden 1988 har været på UNESCO’s Verdensarvsliste. De første sten blev lagt i slutningen af det 11. århundrede, og senere er flere tilbygninger kommet til. Slottets primære funktion har været fæstning for monarken og kan i dag stadig bruges til samme. Det har også været fængsel for det bedre borgerskab, men er i dag mest kendt som turistattraktion og opbevaringssted for kronregalierne. Tag metroen til Tower Hill, hvis du vil gøre som 3 mio. andre turister om året.

London Eye løfter dig i højden

En noget mere moderne, men mindst lige så populær attraktion, er det 135 meter høje London Eye, der blev indviet i forbindelse med årtusindskiftet og varslede nye tider for en metropol, der vil være ligeså moderne og fremadskuende som stolt af sin historie. Og man kan også se langt fra toppen af det strømlinede pariserhjul. 40 km, når vejret er klart for at være helt nøjagtig. En tur hele vejen rundt tager en halv time, og den kan 800 mennesker tage ad gangen, hvilket svarer til 11 røde dobbeltdækkere.

Kendte på Madame Tussauds

Når børnene får lov at bestemme, går turen som regel til museet Madame Tussauds, der har fremstillet voksfigurer af berømtheder i mere end 150 år. Den ældste figur er dog helt tilbage fra 1763. Den stammer ligesom museet fra Frankrig, hedder ”Sleeping Beauty” og forestiller Madame du Barry, Louis XV’s elskerinde. I dag er det særligt David og Victoria Beckham, som man kan gå med på den røde løber, der tiltrækker publikums opmærksomhed. Eller den interaktive straffesparkskonkurrence, hvor man kan udfordre den ærkebritiske helt Wayne Rooney. Senest er desuden Lady Gaga kommet til i en spektakulær telefonkjole, og man kan selv posere til billeder ved siden af ultradivaen i andre Gaga-accessories. Museet byder desuden på en 4D-biografoplevelse for alle fans af Marvels superhelte.

Shopping på Camden Market

Storbyferie er næsten synonym med shopping. Og er du på udkig efter alternativ shopping, skal du bare tage til Camden Market, Londons svar på en indkøbsfristad og hippiernes mekka. Her dufter det altid af røgelsespinde, kebab og franske vafler, mens rastafari-sælgerne kæmper med t-shirts, læderbælter og skrigfarvede lakstøvler om købernes opmærksomhed. Selvom man ikke er inden for målgruppen til den slags varer, er turen til Camden et must for alle turister. De mange overdækkede boder over almindelige butikker smelter sammen helt fra metrostationen Chalk Farm til Camden Town.

Det royale i Buckingham Palace

Man kan næsten ikke sige Storbritannien uden at tænke på kongehuset. Og selvfølgelig skal en tur til London inkludere et besøg på Buckingham Palace. Da det stadig er residens for hoffet, er det dog kun åbent for besøgende fra 1. august til 25. september i 2011. Er man så heldige at ramme en af de rigtige datoer, kan man se de imponerende værelser, der er prydet med nogle af kongehusets flotteste skatte, fra Rembrandt, Rubens og Poussin til den mest udsøgte franske og engelske møbelkunst. 2011 byder desuden på en specialudstilling med påskeæg og andre mesterværker af den russiske guldsmed Carl Fabergé.

God tur!