Når du planlægger turen til London, kan det godt være rigtig svært at vælge mellem alle de forlystelser, seværdigheder og oplevelser London har at byde på.
Så her er et bud på hvad du skal tage med i overvejelserne:

London Eye

london eye by night

Få overblikket over metropolen – bogstaveligt talt. The Coca Cola London Eye på bredden af Themsen er 135 meter højt. Turen rundt i en af de 32 lukkede, familiestore gondoler tager knap en halv time. Til sammenligning kan siges at Vor Frelser Kirke i København snor sig 90 meter op i luften, så har du set udsigten derfra, kan du lægge en halv kirke oveni regnestykket.

Udsigten er fænomenal og med mulighed for udsigt 360 grader, så kan du rigtig tage London ind.
London Eye har forsøgt sig med forskellige kø-ordninger gennem tiden, grundet den høje popularitet. Nettet har dog masser af steder hvor man kan forudbestille en tid i forlystelsen. Alt kommer dog an på vejret og tidspunktet. Skulle du ramme en af de travle tidspunkter, så er personalet dog utrolig imødekommende og klar til at give dig en uforglemmelig oplevelse – og udsigten er altså værd at vente på.
Du kan også booke en privat gondol til særlige lejligheder på deres egen hjemmeside.

Thames River Boat Cruise

Themsen der skærer sig igennem London er naturligvis en alternativ og smuk måde at opleve storbyen. Der er forskellige leverandører af River Boat Cruises, men CityCruises er den mest poplære og har adskillige events, lige fra almindelig sightseeing til brunch og middage.

Alt efter hvilken tur du vælger er du ombord fra 40 minutter og op til 180 minutter. Til gengæld er der mulighed for både indendørs og udendørs pladser og for køb af drinks og snacks. Det lille hus har du også indenfor rækkevidde.

At opleve London fra vandsiden er en anderledes oplevelse. Med trafikken og mylder på afstand, bliver der mere ro til at tage seværdighederne ind. De fleste Thames River Boat Cruises kommer blandt andet forbi The Coca Cola London Eye. Mange steder har en kombipakke, så vil du se begge steder, kan det anbefales at købe billetterne samlet.

National Gallery

For de kunstinteresserede er London en kæmpe gave. Mange museer har fri adgang for almindelige besøgende, hvor kun guidede ture og specielle lejligheder kræver køb af billet. Så hvis du kan klare dig selv på et museum, så har London masser at byde på.

arcelormittal orbit

Læg f.eks. vejen forbi det imponerende The National Gallery, som du finder på Trafalgar Square. Værkerne dækker europæisk kunst fra 1200-tallet og opefter. Såvel faste udstillinger, som skiftende events er på tapetet og bagefter kan du købe lidt souvenirs og kunstgenstande i deres veludstyrede shop. Bliver du sulten er der mulighed for rigtig god mad – og det bliver du nok. National Gallery er nemlig enormt stort og kunstsamlingen enorm. Så medmindre det er én specifik periode du går efter, kan du godt regne med en dagsoplevelse. De kører dog – eller har i hvert fald kørt – en liste med de 20 mest anbefalede værker, som kan være en god hjælp til at indsnævre de mange indtryk. Så kik eller spørg efter den liste, når du kommer.

I sig selv er National Gallery et storslået bygningsværk fra 1800-tallet, der er bygget ovenpå det gamle King’s Mew. Det blev lagt på Trafalgar Square for at være tilgængelig for rig såvel som fattig. Det har altså fra starten været intentionen at kunst skulle kunne nydes i alle samfundslag. Derfor er der også ekstra lange åbningstider, f.eks. fredage helt til 21.00. På den måde har flest muligt adgang til kunst og kultur. Med tiden er National Gallery løbende blevet udvidet, senest i 1991 med Sainsbury Wing. Som enkeltperson er Sainsbury Wing i øvrigt hovedindgangen og ligger ud mod Trafalgar. Større grupper kan benytte sig af de to andre indgange, hvor kapaciteten mere er til at få mange ind på én gang.

ArcelorMittal Orbit

arcelormittal orbit london

Udover at ArcelorMittal Orbit er den højeste skulptur i Storbritannien, kreeret af Anish Kapoor i forbindelse med de Olympiske Lege i London 2012 – så er det også hjemsted for verdens længste tunnel rutsjebane. Hele 178 meter lang, adskillige hårrejsende hårnålesving, skift mellem transparente rør og mørke skal nok få adrenalinen op. Det hele starter i 80 meters højde. Her er der for i øvrigt lækker panorama udsigt over Londons smukke skyline og alle de ikoniske bygningsværker.

ArcelorMittal Orbit er imponerende fra start til slut. Fra du står ved foden og ser op på skulpturen, der vrider sig over dig og til du forlader den igen, enten via elevator, trappenedgang med soundscape fra Londons puls – eller for de modige – via tunnel rutsjebanen. Kunstværk og forlystelse er smukt kombineret i én pakke. Vær dog opmærksom på og hav med i planlægningen at i hverdagene lukker stedet ret tidligt, kl. 15.00, så besøget skal her være i dagtimerne. I weekenden er der dog udvidet åbningstider, så der skulle være god mulighed for at få det passet ind.

En anden ting, du skal være opmærksom på er at skulpturen med sin højde er følsom overfor vindstyrke. Det betyder at der på blæsende dage af sikkerhedshensyn kan være forsinkelser i køen og måske endda aflysninger. Så husk at tjekke vejrudsigten forud for dagen.

Stadium Tours

For de sportsinteressede gives der rundvisninger på nogle af de største stadion venues i London.

Wembley Stadium Tour er naturligvis i en liga for sig selv. Blandt de 90.000 sæder kan man godt føle sig ret lille. Når man så samtidig bliver taget ind i de indre kroge, hvor berømtheder som Madonna, Metallica og Michael Jackson har bevæget sig rundt, så kan man også blive lidt ydmyg.

Udover at være hjemsted for de største sportevents – herunder en del af London 2012 OL – og koncerter med verdensnavne, så har Wembley også masser af konference og mødepladser, hvis du skulle besøge metropolen i forretningsøjemed. Den guidede tour tager dig igennem nogle af disse, The Trophy Room, Walk of Legends og meget andet.

Som sagt, man kan godt komme til at føle sig lidt lille blandt 90.000 sæder, når stadion er tomt. Men er du sportsfan, er Wembley Stadium Tour næsten et must. Guiderne er ekstremt dygtige og kan virkelig fortælle nogle historier fra det ikoniske stadion.

Et alternativ til Wembley kunne være at lægge vejen forbi legendariske Stamford Bridge, hjemstedet for Chelsea FC. Her kan du blandt andet kan få taget et souvenirfoto med alle trofæerne, klubben har høstet gennem tiden.

Westfield Shopping Centres

Ingen storbytur uden shopping!

Blandt shopping oplevelser i London, huser metropolen to Westfield Shopping Centres, Westfield London og Westfield Stratford City, hvor du kan finde alt hvad hjertet måtte begære af ting til at fylde kufferten ud med.

Westfield London

Beliggende ude i Shepherds Bush, dækker Westfield London 240.000 kvadratmeter og rummer 320 butikker, biograf og masser af spisesteder og barer.
Efter en tilbygning i 2018 blev Westfield London Europas største shopping center. Til sammenligning kan siges at herhjemme i Danmark har Bruuns Galleri ca. 90.000 kvadratmeter indendørsareal og Fields har 115.000 kvadratmeter – så der er tale om lidt andre størrelsesforhold end vi er vant til.

Konceptet minder dog lidt om det, vi kender. En stor andel af både store og mindre kædebutikker, lidt mere unikke butikker – og for de ekstra kræsne er der lavet en særskilt fløj til luksusbutikkerne. Her finder du Louis Vuitton, Breitling – og Danmark er også repræsenteret med Georg Jensen.
Som kuriosum er det værd at nævne at Westfield London tilbyder en eksklusiv stylist oplevelse via Style Doctors, der kan hjælpe med at skabe en ny stil ud fra 700 brands. Så er du all in på new look new me så koster oplevelsen fra 85£ og opefter.

Noget af det allerbedste, rent transportmæssigt, er at metroen kører lige til døren fra centrum, så det er nemt at komme frem og tilbage. Men et heads up; alt efter grad af shoppe-gen, så er det ikke sikkert du når igennem hele centret på én dag.

Westfield Stratford City

I East London strækker Westfield Stratford City sig over 177.000 kvadratmeter, med 250 butikker, 70 spisesteder, biograf og bowlingbane – bare for at nævne nogle af tingene.
Stratford City er lillebror til Westfield London og derfor minder de meget om hinanden.

Westfield Stratford City ligger dog ved Queen Elizabeth Olympic Park, med London Stadium og ArcelorMittal Orbit i nærheden, så det kan klart anbefales at planlægge en hel dag i området.
Et lille tip: ligesom hos Westfield London, kan du tilmelde dig Smart Parking og spare penge, hvis du skal parkere i mere end 2 timer. Vær dog opmærksom på at du bestiller fra den rigtige hjemmeside. Der er ikke meget sjov i at ville parkere i Westfield Stratford City og så have adgang til Westfield London.

Harry Potter Film Tours

harry potter film tours

En absolut must-see oplevelse for alle Potterheads, uanset alder. Ganske vist ikke blandt oplevelser i selve London City, men bestemt transporttiden værd.

Alt efter budgettet er der flere valgmuligheder lige fra guidet tur til nogle af de locations i London, hvor Harry Potter filmene er blevet skudt over til den store pakke med adgang til Warner Bros. Studios inklusiv transport fra det centrale London, så du ikke ikke skal spekulere på hvordan du kommer fra centrum ud til Watford.

Der er et par vigtige råd at tilføje:
– book oplevelsen på forhånd for der er tendens til at blive udsolgt op til deadline.
– fordi der tit bliver udsolgt, skal du indstille dig på mange mennesker.

Når det er sagt, så er det fuldstændig magisk at bevæge sig rundt i The Great Hall, Hagrids hytte og se Hogwarts sneen i december. Mange af yndlingsscenerne får pludselig et helt andet liv, når du bevæger dig rundt på settet.

Lad det være sagt med det samme – denne oplevelse er ikke noget du lige presser ind i et par timer. Afsæt en hel dag til at tage det hele ind, opleve Rowlings fortryllende univers – før du ved af det, er de første 4 timer gået. Og er du en sand Potterhead, bruger du nok også længere tid. Alene hvis du skal gennemse udvalget af alle de ca 25.000 beklædningsgenstande der blev kreeret til filmen eller 38.000 props fra Gringotts Wizarding Bank, er det meste af din dag gået, så pas på tiden ikke løber fra dig.

Så er du advaret.

Big Ben og House of Parliament

Det ikoniske varetegn for London er endnu en af de populære oplevelser i London. Big Ben er i øvrigt ikke, hvad du (måske) tror det er. Big Ben er nemlig ikke navnet på selve tårnet, men selve den store klokke inden i. Tårnet selv hedder Elizabeth Tower, omdøbt i 2012 efter at have heddet St. Stephen’s Tower.

Palace of Westminster og Big Ben
Palace of Westminster og Big Ben, nu kaldet Elizabeth Tower

Big Ben/Elizabeth Tower ligger i forlængelse af Houses of Parliament, så et besøg her rummer flere muligheder. På udvalgte datoer holder Big Ben crewet nemlig “talks” om morgenen, der varer ca en time med plads til nogle få spørgsmål til sidst. Her kan du komme lidt længere bag om det verdenskendte varetegn og lære lidt om det at arbejde med tårnet og klokken.

Ligesom i Danmark er Parliament også åbent for gæster, hvor du kan overvære debatterne fra balkonerne. Vi har alle set, hvor hedt det kan gå for sig i det engelske parlament, så måske du er på besøg lige dér, hvor det bliver underholdende. Du kan bestille turen med audio guide og almindelig guide og sidstnævnte kan varmt anbefales. Det er trods alt landets styrecentral og der er masser af interessante og sjove historier, der bliver serveret jordnært og indlevende.

Big Ben og Elizabeth Tower gennemgår i disse år en større renovering, men der forventes at kunne modtages gæster på guidede ture fra 2021.

Buckingham Palace

Er du royalist – eller bare nysgerrig – kan du lægge vejen forbi Buckingham Palace som en af dine oplevelser i London.

Slottet, der oprindeligt hed Buckingham House, ligger i Westminster og det er muligt at bestille guidede ture til The State Rooms, The Royals Mews og The Queen’s Gallery og dermed komme helt tæt på det engelske monarki.

Buckingham Palace i London

Oplevelsen er meget lig at besøge Amalienborg, rent underholdningsmæssigt. Det er jo ikke fordi der sker ret meget, hvis du ikke booker en guidet tour – men det er Buckingham Palace og er du i London, så er stedet næsten obligatorisk, hvis der er bare en anelse royalist gemt i dig.
Hvis du ikke bestiller en guidet tur, så gå efter vagtskiftet. Det er flot og imponerende, men kom i god tid – en time før ca. – for det kan hurtigt blive svært at se noget.

Til gengæld er oplevelsen af The State Rooms, hvor officielle besøg finder sted, garant for empirisk storslåethed. Alt i disse rum er lavet med ét formål – at demonstrere empiriets magt og indflydelse. Det mest fantastiske er at det ikke bare står til pynt som museumsgenstande, men bliver brugt ved de store begivenheder.

The Diana Princess of Wales Memorial Walk

Med sine godt 9 mio indbyggere er London for de fleste danskere lidt af en mundfuld. Så hvis du får brug for at komme væk fra metropolfølelsen, så er The Diana Princess of Wales Memorial Walk en god mulighed. Man behøver ikke være royalist for at nyde den 7 km lange gåtur gennem de royale parker, hvoraf Hyde Park nok er den mest kendte.

Turen gennem parkerne er lagt så du kan få udkik til f.eks Kensington Palace og Clarence House. Begge var, sammen med andre af de seværdigheder du får kik til, vigtige i Prinsesse Dianas liv. Dermed får du sammen med den mere friske luft et brus fra historiens vingesus.
Og et tiltrængt pusterum fra den travle metropols kerne med masser af dyreliv omkring dig.
Der er ingen guide, men kortet kan du hente over nettet og der er masser af oplagte picnic steder.

Information og kort over Diana Princess of Wales Memorial Walk.

diana princess of wales plaque

Et par bonus tips til din London tur

Som alle andre storby ture er det vigtigt at være godt forberedt. En del af forberedelsen er at finde ud af hvad man vil se og undersøge eventuelle kombinationsrabatter.
Hvis du ikke skal væk fra de gængse turistmål, så er der to steder du skal kende til:

Londonbilletter

Dansk side med mulighed for at forudbestille til et arsenal af begivenheder. Hvis du ved hvor du vil hen og hvilke dage, så foregår bestillingen hurtigt og nemt. Vær dog forberedt på at du kan blive endnu mere inspireret, når du er inde på siden.
Londonbilletter.dk

LondonPass

Den officielle og lokale hjemmeside for det store LondonPass, der giver der adgang til over 80 attraktioner og oplevelser i London. Nogle steder sparer du helt entre prisen, andre steder er der blot en reduktion i prisen. Hvis du på forhånd ved at der er en del ting, du vil se, er LondonPass en stor besparelse.
LondonPass.com

Og med de ord er der kun tilbage at ønske dig en rigtig god rejse.

Similar Posts